D. 9. November 2026
“Her står vi igen, denne krystalnat, for at sige, aldrig igen.”
Læs mere om arrangementet i Odense her: https://osrtv.dk/2026/11/10/aldrig-mere-krystalnat%f0%9f%95%af/
Læs mere om arrangementet i Sorø her: https://dit-soroe.dk/krystalnatten-blev-mindet-paa-soroe-torv-aldrig-igen-betyder-aldrig-igen-for-alle/
-
Tak for at invitere vores gruppe, Jøder for Retfærdig Fred, til at tale på denne markering af årsdagen for Krystalnatten
Jøder for Retfærdig Fred er en gruppe af mennesker med jødisk baggrund, der har fundet hinanden i en fælles kamp for palæstinensiske menneskerettigheder og mod Israels våbengørelse af jødisk identitet, når de forsvarer daglige overtrædelser af menneskerettighederne.
Hvorfor står vi så her i dag?
Krystalnatten den 10. november for 88 år siden er for mange symbolet på, hvor galt det kan gå, når et samfund bliver opslugt af had og enkelte grupper fremmedgøres og dehumaniseres. Vi står her fordi vi er mange der forfærdes over at det had og frygt der spredte sig i 1930erne. Det had og den frygt, som førte til Krystalnatten, findes stadig rundt om i verden bare med andre ofre. Så sent som her i oktober og november har der været racistiske angreb på butikker i Rødding i Sønderjylland med smadrede ruder.
Der er ikke mange i live i dag som var i live dengang, men det er vigtigere end nogensinde at holde mindet i live. Netop fordi vi kan se historien gentage sig. Vi oplever i Danmark en regering som på forunderlig vis kan tale om overholdelse af regler og overgreb på basale menneskerettigheder, samt fordømmelse når det gælder én type had og én type stater, men når det gælder had mod muslimer og når det gælder Israels handlinger, så vender de det blinde øje til.
30ernes og 40ernes Tyskland viste os hvor galt det kan gå. Men der er stadig masser af steder på kloden i dag, hvor mennesker udsættes for hadforbrydelser eller sågar bliver dræbt alene på baggrund af deres gruppetilhørsforhold, fordi de er en etnisk eller religiøs minoritet eller på grund af deres kønsidentitet, seksualitet eller nationalitet. Ifølge Lemkin Instituttet og Global Centre for the Responsibility to Protect er der aktive advarsler mod folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Congo, Sudan, Etiopien, Afghanistan, den centrale Sahel region, Kina, Iran, Myanmar, Libanon, Nigeria, Ukraine, Venezuela, Belarus, Nicaragua, Nord Korea foruden i Gaza og på Vestbredden samt mange flere steder.
***
Vi ser igen, hvordan splittelse, had og umenneskeliggørelse — og en underlig accept og normalisering af disse — breder sig på foruroligende måder. Det bringer mindelser om en anden tid. En tid, vi svor ikke skulle gentage sig. Efter 2. verdenskrig vedtog vi som internationalt samfund menneskerettigheds-konventionerne og indgik en fælles aftale om, at være opmærksomme og handle, før det var for sent, hvis noget lignende nogensinde skulle være under opsejling igen.
Jeg har som barn og ung lænet mig trygt ind i disse aftaler og troet på, at vi som menneskehed var kommet et andet sted hen. Jeg var nok naiv og godtroende, når det kom til de impulser, der driver mennesker med magt.
For det bliver er tydeligere og tydeligere, at det er geopolitiske alliancer og økonomisk vinding, der er motor bag det, vi, eller vores regeringer, vælger at støtte og det, vi vælger at fordømme.
Og det er tydeligt, at der åbenbart er forskel på, hvilke befolkningsgrupper, der er omfattet af disse menneskerettigheder, og hvilke er mindre vigtige at beskytte.
Det sker i kølvandet på 7. oktober 2023 føles som et levende mareridt. Og det har gjort det afgørende nødvendigt at bruge min stemme, som også er jødisk, til klart og tydeligt at tage afstand fra Israels ageren og fra den kapring af jødiskhed og antisemitisme, som det zionistiske projekt benytter sig af for at beskytte sine interesser.
Vi har i Danmark har en regering, som kan tale højt om og tage afstand fra krænkelser af menneskerettigheder, både indenlands og de fleste andre steder i verden. Men når det gælder Israel, så holder man ikke bare igen med fordømmelse. Man giver også stadig danske firmaer tilladelse til at sælge og fragte alt fra basale fornødenheder til de ulovligt besatte områder til våbendele og militært isenkram til den hær, der står anklaget for folkedrab. Man lader vores allesammens pension, ATP, investere millioner i firmaer, der tjener penge på at levere våben og våbendele til det israelske militær. Man lader universiteter bibeholde samarbejdsaftaler med israelske universiteter og man samarbejder med medicinalfirmaer og mange andre.
Man ønsker tydeligvis at beskytte disse interesser og undlader derfor at lægge reelt pres på og sanktionere Israel, på trods af at samtlige menneskerettighedsorganisationer, inklusive de israelske slår alarm ift. overskridelse af menneskerettigheder, brud på krigens regler, angreb på civile og folkedrab.
Man sammenblander belejligt kritik af Israels politik og militære handlinger med antisemitisme, for så kan man afvise det blankt. Og, ja, antisemitismen er stigende. Sammen med racismen i det hele taget! Indenfor de seneste år er der lavet flere indsatser mod antisemitisme. Men når det gælder general racisme, så nævnes had mod muslimer for eksempel ikke med et eneste ord i den seneste handlingsplan mod racisme. Antisemitisme nævnes derimod flere gange. På trods af, at det er veldokumenteret, at islamofobien raser.
Og nu står vi her, sammen.
Det, som gør det særlig vigtigt som dansker at holde mindet om Krystalnatten i live, er ikke kun at mindes historien, men også at bruge den til at se kritisk på vores samfund og samtid — så historien ikke får lov til at gentage sig, med nye ofre. Krystalnatten bliver gentaget den dag i dag på Vestbredden og i Østjerusalem, hvor palæstinensiske butikker og hjem bliver smadret af rabiate israelere, der tror på kollektiv afstraffelse og annektering af de sidste rester af de palæstinensiske områder.
Vi har som danskere og som mennesker forpligtelse til at sige tydeligt fra overfor den danske mangel på fordømmelse og dens støtte, direkte eller indirekte, til den israelske stat.
***
Som jurist har jeg en særlig grund til at være her i dag. Jeg har en forkærlighed for lov og ret – ikke fordi den altid afspejler det rigtige, men fordi den i mange tilfælde afspejler, at nogle mennesker har sat sig ned, og gjort sig umage med at finde ud af, hvilke rammer vores samfund har brug for, for at kunne fungere. Som en måde, hvor menneskers adfærd kan udfolde sig frit med de begrænsninger vi er blevet enige om var rigtige. Ofte er lovgivningen blevet til efter man har set eksempler på, at det er gået galt, og så forsøger politikerne at lære af historien og indføre regler, så vi kan undgå at gentage fejltagelser.
Sådan er det med menneskerettighederne. Sådan er det med folkeretten. Sådan er det med reglerne om krigsførelse og sådan er det med reglerne om at undgå folkedrab. De udspringer af at mennesker over hele verden og stater over hele verden satte sig sammen efter 2. verdenskrig og sagde – det her må aldrig ske igen.
Som et menneske med jødisk baggrund, hvis familie kun overlevede 2. verdenskrig fordi de allerede var flygtet fra andre forfølgelser i Østeuropa, er det ekstra vigtigt for mig at min og vores historie ikke bruges som skjold mod kritik af det, der ligner en gentagelse af historien.
Jeg nægter også at lade min baggrund springe over i køen til beskyttelse mod hadforbrydelser. Når jøder nævnes adskillige gange af regeringens medlemmer som en særligt udsat gruppe, mens muslimer end ikke nævnes med et ord i handlingsplanen mod racisme, så er det et udtryk for racisme i sig selv og et forsøg på at rangere og spille minoritetsgrupper ud mod hinanden. Ikke i mit navn.
***
Så hvad gør vi nu, hvor vi ser had og overtrædelser af menneskerettigheder rundt om i verden? Hvordan kæmper vi for at holde fast i, at aldrig igen betyder aldrig igen for alle, og at det er nu, det gælder? Hvordan insisterer vi på at holde fast i medmenneskeligheden og sige fra overfor dehumanisering og splittelse?
Det må vi hver især spørge os selv om. Hvor kan min stemme og mine handlinger gøre en forskel? Tør jeg tage den samtale? Tør jeg rejse mig for dem, der bliver trampet på, både her i Danmark og andre steder?
Tør vi tænke selv og handle, selvom medierne og politikerne fortæller os en anden historie end den, vi både kan se på vores skærme og høre fra Internationale eksperter og menneskerettighedsinstitutioner?
Vi er i skolen blevet fortalt at vi skulle være stolte af Danmarks historie om frihedskamp og af, at nogen af os hjalp jøderne med at flygte. Jeg er ud af en generation, hvor vi ofte talte om, hvordan vi ville agere, hvis vi havde levet under 2. verdenskrig. Det er på tide, at vi tager disse overvejelser alvorligt og omsætter dem til tanke, tale og handling i vores samtid og samfund.
Derfor står jeg for eksempel her idag og taler for første gang til et krystalnatsarrangement. Vi må forholde os aktivt til, hvordan modet til og ønsket om at handle for at gøre det rigtige, ser ud — her, og nu. Vi er nødt til at gøre det, for ellers kan vi ikke se os selv og hinanden i øjnene som mennesker.
***
Krystalnatten var en skelsættende begivenhed fordi den viste, hvor langt man var kommet i 30ernes Tyskland med at dehumanisere en bestemt gruppe mennesker og hvordan det had og den frygt man havde skabt kunne instrumentaliseres politisk og med folket som medløbere.
Men den begivenhed blev ikke et vendepunkt. Det blev kun værre derefter. Det er derfor vi er nødt til at bruge eksemplet fra dengang til at sige stop nu. Nok er nok. Vi skal ikke acceptere at medmennesker med en anden baggrund end vores egen udsættes for hadforbrydelser bare fordi de har et bestemt tilhørsforhold eller nogen føler, at de ikke passer ind. Vi skal heller ikke acceptere at vores regering støtter en stat, der gennem årtier har undertrykt, forskelsbehandlet, etnisk udrenset og nu ifølge stort set alle internationale eksperter og humanitære organisationer begår folkedrab på palæstinenserne.
Aldrig igen er nu!
Tak for ordet.
-
Krystalnatten – historien forpligter os
Kære alle sammen. Den 9. november 1938 gik nazistiske stormtropper og deres medløbere løs på jøder over hele Tyskland og Østrig. Synagoger blev sat i brand. Tusindvis af jødiske forretninger blev smadret. Jøder blev overfaldet og myrdet, og omkring 30.000 jødiske mænd blev sendt i koncentrationslejre. Gaderne var dækket af glasskår fra de ødelagte butiksvinduer. Derfor fik begivenheden navnet Krystalnatten. I dag, 88 år senere, mindes vi ofrene. Men vi står her også, fordi historien forpligter os.
Krystalnatten kom ikke ud af ingenting. Den var resultatet af mange års systematisk hetz, diskrimination og umenneskeliggørelse af jøder. Af en ideologi, der delte mennesker op i dem og os. I dem, der hørte til, og dem, der gradvist kunne fratages deres rettigheder, deres værdighed og til sidst deres liv. Og nazismens ofre var ikke kun jøder, men også romaer, mennesker med handicap, homoseksuelle, politiske modstandere og mange andre. Historien gentager sig ikke nødvendigvis på samme måde. Men de mekanismer, der gjorde forbrydelserne mulige, findes stadig. At have været offer for forfølgelse giver aldrig ret til at undertrykke andre. Tværtimod burde den erfaring forpligte os til at sige fra, når andre bliver forfulgt. Det er også derfor, jeg i dag er med i Jøder for Retfærdig Fred. Vi er en del af en voksende international bevægelse af jøder, der nægter at acceptere, at Israels handlinger sker i vores navn, og som støtter palæstinensernes kamp for frihed og lige rettigheder.
Når vi mindes Krystalnatten, må vi også tale om antisemitismen i dag. For den er ikke forsvundet. De gamle forestillinger om jøder som griske, illoyale og som en hemmelig magt, der styrer verden, lever stadig. Jøder bliver gjort ansvarlige for handlinger, de intet har med at gøre, og jødiske mennesker og institutioner udsættes for trusler og overgreb. Det skal vi bekæmpe. Uden forbehold. Men vi må samtidig afvise sammenblandingen af jøder og staten Israel. Jøder har vidt forskellige politiske holdninger, og ingen skal gøres kollektivt ansvarlige for den israelske stats handlinger. Det er ikke antisemitisk at kræve, at Israel overholder folkeretten. Det er ikke antisemitisk at fordømme besættelsen og bosættelserne. Og det er ikke antisemitisk at fordømme det folkemord, som FN’s uafhængige undersøgelseskommission har konkluderet, at Israel har begået i Gaza. Menneskerettigheder gælder alle. Ikke kun dem, vi føler os særligt forbundet med.
Og vi behøver ikke kun se ud i verden for at finde eksempler på, hvordan mennesker bliver gjort til fremmede i deres eget samfund. Vi skal også se på Danmark. I disse år oplever vi, hvordan et andet religiøst mindretal, muslimerne, igen og igen bliver gjort til genstand for mistænkeliggørelse og politisk hetz. Vi hører politikere tale om remigration. Et tilsyneladende neutralt ord, der på den yderste højrefløj bruges om ønsket om, at store grupper af mennesker skal forlade det land, hvor de bor, arbejder og har deres familier. Dansk Folkeparti har ligefrem gjort det til et politisk mål, at flere muslimer skal forlade Danmark, end der kommer hertil. Tænk over det. At mennesker bliver gjort til et problem, ikke på grund af deres handlinger, men på grund af deres religion og baggrund. Og vi ser den samme mistænkeliggørelse i de mange kulturkampe mod muslimer. Senest den nærmest groteske debat om pige- og kvindesvømning.
Noget så fredsommeligt som at piger og kvinder gerne vil svømme sammen, måske af blufærdighed eller fordi de trives i et pigefællesskab, bliver pludselig fremstillet som en trussel mod det danske samfund. Det bliver kaldt sharia-svømning. Et ord, der ikke beskriver, hvad der foregår i en svømmehal, men som bruges til at skabe frygt og mistænkeliggøre muslimer. Jeg sammenligner ikke Danmark i dag med Nazityskland i 1930’erne. Men vi burde kunne genkende den politiske mekanisme, hvor et mindretal igen og igen udpeges som en trussel. Det er ikke religionskritik at gøre en hel befolkningsgruppe mistænkelig. Og det er ikke frisind at ville bestemme, hvordan andre skal leve, når de ikke skader nogen og overholder loven.
Vi skal sige fra, når fjendebillederne skabes, når sproget forråes, og når mennesker reduceres til deres religion eller baggrund. For det er dér, solidariteten skal begynde. Det bringer mig til Palæstina. I mere end tre år har vi været vidner til Israels folkemord i Gaza. Enorme dele af Gaza er lagt i ruiner. Titusindvis af palæstinensere er blevet dræbt, heriblandt et ufatteligt antal børn. Familier er udslettet. Hospitaler, skoler og hele boligkvarterer er ødelagt. Befolkningen er igen og igen blevet fordrevet og udsat for sult, bombardementer og umenneskelige levevilkår. FN’s uafhængige undersøgelseskommission har efter omfattende undersøgelser konkluderet, at Israel har begået folkemord mod palæstinenserne i Gaza. Det er en konklusion, verdens regeringer er nødt til at forholde sig til. Samtidig ser vi en stadig mere ekstrem bosættervold på den besatte Vestbred. Bevæbnede bosættere angriber palæstinensiske landsbyer, brænder huse og moskeer ned, ødelægger oliventræer, stjæler husdyr og fordriver familier fra deres jord. Og alt for ofte sker det med det israelske militærs beskyttelse eller direkte medvirken. Alene i 2026 har FN registreret over 2.000 bosætterangreb med personskader eller materielle ødelæggelser.
Det er ikke nogle få isolerede overgreb. Det er en omfattende vold, der bidrager til at fordrive palæstinenserne fra deres hjem. Det er svært ikke at tænke på Krystalnatten, når man ser nedbrændte huse, ødelagte butikker og religiøse bygninger, mens myndighederne ser til eller selv deltager. Ikke fordi historien er den samme. Holocaust var et historisk enestående, industrielt organiseret folkemord på Europas jøder. Men fordi vi genkender mekanismerne. Umenneskeliggørelsen. Den kollektive afstraffelse. Forestillingen om, at nogle menneskers liv er mindre værd end andres. Og myndigheder, der beskytter gerningsmændene frem for ofrene. Og hvor er det internationale samfunds konsekvente handling? Hvor er sanktionerne? Hvor er stoppet for våbenleverancer? Hvor er viljen til at sikre, at folkeretten også gælder, når det er Israel, der bryder den? Vi kan ikke blive ved med at holde mindetaler om fortidens forbrydelser, hvis vi samtidig accepterer nutidens. Jeg vil gerne slutte med at vende tilbage til de mennesker, der hjalp min mor og hendes familie som flygtninge i1943. For selv om vi med rette hylder dem, der reddede de danske jøder, må vi også huske, at der var danske nazister, som hjalp Gestapo, og andre, der vendte ryggen til. Historien viser os, at vi altid har et valg. Vi kan acceptere fjendebillederne og lade være med at blande os. Eller vi kan stå sammen med dem, der bliver forfulgt.
De mennesker, der hjalp min mor, kendte ikke historiens udfald. De gjorde det, fordi de mente, det var det rigtige. Det er den form for menneskelighed, vi har brug for i dag. Og derfor skal vi også tale om håb. For midt i al elendigheden findes der mennesker, der nægter at give op. Jøder og palæstinensere, som står sammen. Mennesker, der demonstrerer mod krig og undertrykkelse, hjælper flygtninge og organiserer sig mod racisme og diskrimination. Det er i de fællesskaber, håbet findes. Ikke i forestillingen om, at historien af sig selv bevæger sig i den rigtige retning, men i vores mulighed for at ændre den. Min mor elskede det Danmark, der hjalp hende i 1943. Det humanistiske Danmark. Hvor mennesker satte deres egen tryghed på spil for at hjælpe andre. Det Danmark er ikke forsvundet. Men det kommer heller ikke af sig selv. Det skal vi skabe og forsvare. I vores handlinger, i vores fællesskaber og i vores måde at behandle andre mennesker på. Aldrig igen må ikke kun betyde aldrig igen for jøder. Det må betyde aldrig igen for nogen. Det er den lære, jeg har taget med mig fra min mors historie. Og det er den forpligtelse, vi skal tage med os herfra i aften. Tak for ordet.
-
Mange tak for invitationen til at komme i aften at tale. Jeg hedder Maya. Jeg kommer fra gruppen ”Jøder for Retfærdig Fred”. Vi er en gruppe med jødisk baggrund i Danmark, der har samlet os for at vise jødisk solidaritet med det palæstinensiske folk. I aften er det 88 år siden krystalnatten fandt sted. I aften mindes vi historien om, hvordan had kan se ud, når mange mennesker dehumaniserer andre, alene på baggrund af deres etniske ophav.
Jeg husker præcis, hvor jeg var, da min mor for første gang fortalte mig om sin farmor, min oldemor. Jeg var 12 år gammel da hun fortalte at min oldemor var på min alder, da hun og hendes familie blev hentet sammen med andre jøder i deres rumænske by og sat på et tog som de troede ville bringe dem i sikkerhed, men i virkeligheden var de på vej mod en udryddelseslejr. Da de ankom, blev alle opdelt i to rækker. Hun blev adskilt fra sin mor og sine 6 søskende. Hun så dem aldrig igen. Hun endte I en gruppe der var udvalgt til arbejde I en arbejdslejr. De andre I den anden række, blev ført direkte til et gaskammer. Hun overlevede som den eneste i sin familie. Den historie har sat sig dybt i mig.
Frygt og dehumanisering kan føre til skræmmende ting. Det førte til had og vold og drab i Tyskland den 9. november 1938 og i årevis har det ført til smadrede huse, butikker og synagoger. I dag, på denne aften, hvor vi reflekterer over følgerne af antisemitiske handlinger, vil jeg gerne tale om, hvor dybt såret jeg føler mig som følge af apartheidstaten Israels handlinger. En rabbiner fortalte mig engang, at jeg aldrig skulle stole på nogen, blot fordi vedkommende befandt sig i en magtposition. Han lærte mig at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter og at betragte verden med et kritisk blik. Og at det er en del af den jødiske tradition hvor dialog, debat og filosofisk tænkning, historisk er værdsat. Og det gjorde, at jeg kunne spejle mig selv i jødedommen og i vores traditioner for at huske, at bære vidne, at ritualisere vores fællesforståelse af, hvordan det føltes at blive forfulgt. Der er en dyb længsel, som er flettet ind i den jødiske tradition, som forstærker de fællesskaber, vi bygger. Og de fællesskaber findes fordi vi fortjener at overleve, ligesom alle andre mennesker på kloden fortjener at overleve. Jødedommens ritualer fungerer som en hyldest til erindringens hellighed og vidnesbyrdets kraft. Og vi har et ansvar, som jøder, for at sikre, at den slags forfølgelser aldrig sker igen. Jeg har indforstået mig med, at ‘aldrig igen’ betyder ‘aldrig igen’ - for alle.
Når jeg hører og ser og læser og selv oplever, hvad Israel gør, ikke kun mod individer, som de fortolker som deres fjender, men mod et helt folk, som oplever kollektiv afstraffelse, så undrer jeg mig over at de siger de gør det i jødedommens tegn.
Staten Israel hævder, at palæstinensisk kultur og historie er opdigtede. Oliventræer bliver brændt og bosættere, der med vilje provokerer, bliver beskyttet af staten. De baserer deres retfærdiggørelse af besættelsen på fabrikerede forestillinger om, hvem et helt folk er – præcis som fascister og nazister gjorde mod os jøder. Efter at min oldemor overlevede Aushwitz, forsøgte hun at vende tilbage til sin hjemby, men opdagede, at en nabo havde overtaget hendes forældres hus. Hun var desperat, fortabt, hjemløs – og gravid med min morfar – da en person kom til det flygtningelejren i Tyskland, hvor hun opholdt sig. De fortalte hende om et land, hvor ørkenen ventede på at blomstre og de manglede arbejdskraft. Et land uden et folk til et folk uden et land. Så hun tog til Palæstina, hvor hun blev tildelt et hjem i Jaffo, hvis oprindelige beboere, palæstinensere, var blevet fordrevet. For mig, ser jeg et spejl af min egen families og folks historie i det palæstinensiske folk, og det er udover min fatteevne, at man som offer for årtusinder års forfølgelse ikke kan se, at det aldrig nogensinde kan blive en undskyldning for at gøre det samme mod et andet folk.
Jeg er her i dag, fordi jeg er træt af, at andre tror, at de kan tale for mig som jøde. Staten Israel bygger myter om dets nødvendighed og lever af, at jøder i diasporaen er bange og skrøbelige og derfor har brug for, at en religiøs etnostat findes. Israel trives ved, at antisemitisme i diasporaen findes. Også her i Danmark bliver jøder brugt som en moralsk skærm for islamofobi. Politikere siger: “Vi skal beskytte jøderne.” Men mod hvem? Herhjemme i Danmark spiller politikerne minoriteter ud mod hindanen i en opdigtede konflikt. Vi bliver brugt som undskyldning for at køre skræmme-kampagner mod muslimer. Jeg føler mig ikke beskyttet af hvis ikke alle er beskyttet.
Men jeg er nødt til at finde et lys i mørket både for mit eget og det palæstinensiske folk. Det håb ser jeg i millioner af mennesker overalt i verden, der griber ud efter deres palæstinensiske brødre og søstre og går med dem på gaden. Herunder er jeg glad for at se de mange med jødisk baggrund, der står side om side og nægter at lade uretfærdighederne ske i deres navn og med påstanden om, at drab på uskyldige nogensinde kan undskyldes som selvforsvar, hævn eller for jøders tryghed. Som vores hellige skrifter siger, så har enhver, der ødelægger et liv, ødelagt et helt univers, og enhver, der redder et liv, har reddet et helt univers. Jeg og vores gruppe og mange grupper som vores over hele verden vil gøre vores for at redde universer og stoppe historien i at gentage sig. Vi skal blive ved med at råbe “ikke i vores navn”. Vi skal håndhæve verdenssamfundets konventioner, der siger “aldrig igen”. Vi skal stoppe massedrabene på uskyldige og kollektiv afstraffelse. Det er ikke for sent at tænde et lys i mørket. Det er det, vi gør sammen her i aften. Tak.
-
I dag står vi her og mindes Krystalnatten, som var et stort og voldsomt angreb på jøder i Tyskland i 1938. Det var måske ikke folkedrab i sig selv, med de 91 officielt erklærede direkte jødiske dødsofre – men det var et tegn på det som var godt på vej – man skulle se og lytte for at forstå logikken, og den var ikke svær at forstå – nazisterne ville af med jøderne som de betragtede som untermeschen.
Min mormor var født i Tjekkoslovakiet i 1914, en dag før første verdenskrig udbrød. Nazitysklands forfølgelse og folkedrab af jøder ville senere udbrede sig også dertil.
Da jeg voksede op i Israel, blev Holocaust talt om generelt, mest som nationalt narrativ, men jeg hørte faktisk aldrig om min mormors fortid i den forbindelse. Det var først for ca. 8 år siden, at min mor sendte mig et interview som hun fandt i Kibbutz Givat Haims arkiv, fra 1991. Dér, fortalte min mormor, at hendes forældre blev myrdet i Auschwitz in 1942.
Det overraskede mig, at netop den fortælling ikke var mere omtalt. Altså, nu var Israel angiveligt så centralt oprettet på baggrund af folkedrabet på jøder og andre under nazisternes styre i Tyskland – hvorfor var den historie ikke mere omtalt, i hvert fald i vores familie?
Man ved, at Holocaust fortællingerne slet ikke var populære i Israel indtil 1960’erne. Der var meget skam forbundet med det. Ofrene blev omtalt som svage jøder, der gik ’som får til slagtning’, med undtagelse af de få der gjorde modstand med minimale udsigter til overlevelse eller påvirkning af deres besættelse og folkedrab. Selv da jeg var barn, mens jeg voksede op i samme kibbutz, brugte vi begrebet ’sabonim’, som betyder ’sæbe’ i flertal på hebraisk, til at betegne nogen man mente var svagelige, som i ’svækling’. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at begrebet var udtænkt af zionister i forhold til holocaust-overlevere, baseret på myten om, at nazisterne havde brugt jødernes kropsfedt til at lave sæbe af (myten blev fremmet af Simon Wiesenthal og afkræftet senere).
Hele den zionistiske tænkning om Europas jøder, var at de var generelt svage, og at de skulle erstattes af den ’muskuløse jøde’, som var et centralt begreb indenfor zionismen allerede i slutningen af 1800-tallet. De jøder, der var født i Palæstina, som zionisterne kaldte ’Eretz Israel’, altså ’Israels land’ efter bibelsk mytologi, kaldte sig selv ’sabres’, efter det arabiske navn for kaktus, som de kalder ’Sabr’, som betyder ’standhaftig’. Kaktuserne, som markerede utallige palæstinensiske landsbyers grænser, var kendt for at holde godt fast på jorden, og de udgjorde en effektiv naturlig hegn med deres torne. Min mor var en af de ’sabres’, da hun blev født i Palæstina, som hun kaldte Eretz Israel, i 1942. Zionisterne tog idéen om kaktuserne, sabres, videre i deres kulturelle beslaglæggelse, som en måde at sige, at de selv er sabres, fordi de, selv om de har de torne (og chutzpah) udadtil, er bløde og søde indeni (sabres har en rigtig sød frugt, hvis man gør sig umage for at få deres tornelige skal pillet grundigt af).
Den Israelske historiker Tom Segev fortæller i sin bog om 1967-krigen, hvordan Itzhak Rabin, som selv var sådan en som min mor (han var også født i Palæstina, i 1922), plejede at kalde de europæiske, ikke-lokale ministre i Israel, for ’jøderne’. Der var simpelthen opfundet en ny måde at være jøde på, og den gamle måde blev anskuet som svaghed. Nu skal man videre, og man skal være stærk – det er ok med torne udenpå, bare man er sød og rar indeni.
I det samme interview med min mormor fra 1991, var der nævnt noget andet, som man heller ikke talte om, og det hverken i familien, eller i kibbutzen eller i det israelske samfund generelt.
Min mormor nævnte, at mens hun boede i kibbutzen fra 1935, var der en palæstinensisk landsby der hed Manshiyya, lige over vejen. ”Jeg kan ikke huske at vi var bange for dem”, sagde hun.
”Relationerne med landsbyen var gode, venlige, jeg følte ikke frygt for araberne”, tilføjede hun. Ja, de havde faktisk en officiel ikke-fjendtligheds aftale, Givat Haim og Manshiyya, ligesom den som Kiryat Shaul havde med Deir Yassin. ”I selvstændighedskrigen, forlod Manshiyyas arabere”, sagde hun, ”Landsbyen Manshiyya var udslettet”, konkluderede hun, nærmest klinisk. Men altså, Manshiyyas indfødte Palæstinensere forlod ikke bare – der var en terroriserende militærkampagne imod dem, udført af Ben-Gurions Haganah, og det skete d. 15. april 1948, en fuld måned før den såkaldte ’selvstændighedskrig’.
Min mormor afsluttede kapitlet i interviewet med at fortælle, at efter kibbutzen splittedes i to i 1952 (det var nogle ideologiske uenigheder indenfor arbejder-zionismen), så byggede de den nye del af kibbutzen ”der hvor Manshiyya engang lå”.
Kaktuserne fra Manshiyya findes der stadig, på den sydøstlige del af kibbutzen – kaktuser er ofte det eneste der er tilbage på stedet, de er så standhaftige, og ofte havde man opgivet at fjerne dem – huse var trods alt lettere at jævne med jorden.
Men der findes også mennesker. Og for nogle måneder siden er det faktisk lykkedes for mig for første gang, at komme i direkte kontakt med folk der overlevede og var efterkommer af Manshiyyas etniske fordrivelse. Mange af dem bor kun 12 KM derfra, omkring en by der hedder Baqa. Halvdelen af Baqa er under Israels 1949 våbenhvile linje, halvdelen udenfor den, og de to dele hedder hhv. Baqa el-Gaharbiyya (vestlig Baqa) og Baqa el-Sharkiyya (østlig Baqa).
Selvom den østlige Baqa ligger bagved Israels separationsmur, også kendt som apartheidmuren, og er under militærbesættelse, er hele Israel nu ét apartheidregime fra floden til havet – som også den Israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem fastslog i 2021.
Min mormor fortrød, at det ikke lykkedes bedre for hende at overbevise hendes forældre, om at komme til Palæstina, som hun kaldte Eretz Israel. De var faktisk på besøg i 1938, også for at se deres førstefødt barnebarn, min mors storebror, som var blevet to år gammel dengang. ”Alle disse år, lever jeg med den tunge følelse af, at de kunne have været reddet, hvis de ikke tog tilbage til Tjekkiet efter deres besøg i landet i 1938”, sagde min mormor i interviewet.
Det er muligt at de kunne være forblevet i live – men var det nødvendigvis Palæstina de skulle til? Og for at man skulle have den selverklærede jødiske stat, skulle man så fordrive hundredvis af landsbyer som Manshiyya?
Ifølge den Israelske historiker Benny Morris (som faktisk var født i kibbutz Ein Hahoresh i 1948, 1KM øst for Givat Haim) var det uundgåeligt:
”Transfer var uundgåelig og indbygget i zionismen”, skrev han i 2004 – ”fordi [zionismen] søgte at ændre et land som var ’arabisk’ til at være en jødisk stat, og en jødisk stat kunne ikke have opstået uden en massiv fordrivelse af den arabiske befolkning”.
Morris er en selverklæret zionist, og desuden betragter han sig selv som tilhørende venstrefløjen.
Morris har ret i, at princippet om fordrivelse er central for zionismen – både til højre og til venstre.
Men princippet er jo også en decideret befolkningsudskiftning – et princip som er centralt for bosættekolonialistiske projekter, da de ikke blot sætter sig for at udnytte den lokale befolkning, men derimod at udskifte den.
Og hvad sker der, når den lokale, fordrevne befolkning protesterer? Så slår staten hårdere ned. Og så kan det jo nå dimensioner af folkedrab.
Det, som min mormor fortrød så inderligt, at hendes forældre ikke blev reddet fra.
Men samtidigt, var hun med på en løsning som skabte en lignende dynamik i dens udslettelses-tænkning.
Det at sige ’aldrig igen’ til sådan noget er utroværdigt, hvis man rent faktisk bidrager til en fortsættelse af folkedrabs-mekanismen. Hvis man virkelig vil stå fast på ’aldrig igen’, skal det være for alle – inklusiv palæstinenserne.
Min mormor så tegnene før 1938, hvad angik hendes forældre og hendes familie. Hendes søster blev sendt til Palæstina i 1940 på et illegalt skib – og min mormor fortrød at hun ikke var overbevisende nok overfor hendes forældre. Men så hun tegnene i 1948, da Manshiyya blev udslettet? Eller gjorde det ikke indtryk på hende? Var det bare en uundgåelig nødvendighed?
Min mormor levede ikke længe nok til at se folkedrabet i Gaza. Men selv hvis hun levede i dag, kunne jeg være i tvivl om hun vil kunne se det. De fleste af Israelere ser ikke folkedrabet i Gaza, selvom det er live-streamet. De ser bare krig, og mange ser ikke engang mennesker, så central er dehumaniseringen af palæstinenserne. For af en eller anden grund, har man ikke helt forstået, at sådan en dehumanisering er den centrale grund til at sådan noget sker igen og igen.
Og her står vi igen, denne krystalnat, for at sige, aldrig igen.